Politiet fanger berygtet matchfixer

Forretningsmanden Dan Tan, der af flere anses for at være verdens mest berygtede matchfixer, er blevet anholdt.

Politiet i Singapore ønsker ikke at bekræfte, at Dan Tan er blandt 14 anholdte personer, men aviserne Straits Times og New Paper skriver, at den eftersøgte matchfixer er i politiets varetægt.

Selv om Dan Tan har hævdet sin uskyld, så anses han for at være edderkoppen i et globalt matchfixing-syndikat.

Interpols generalsekretær Ronald Noble har tidligere bedt Singapore om at anholde Tan, som er ønsket i Italien på grund af matcfixing-skandalen "Calcioscommesse".

I maj blev forretningsmanden også sigtet i Ungarn for at have manipuleret med resultaterne i 32 kampe i tre forskellige lande.

Ronald Noble kalder anholdelsen af Dan Tan for et vigtigt skridt i bekæmpelsen af matchfixing.

- Singapores myndigheder har taget et vigtigt skridt ved at ødelægge et internationalt matchfixing-syndikat ved at arrestere de hovedmistænkte i sagen, blandt andre den formodede hjerne bag det hele, siger Noble.

Flere matchfixing-skandaler på verdensplan kan ifølge Europol føres tilbage til Singapore. Europol oplyste i februar, at manipulerede kampe i Champions League og VM-kvalifikationen havde tråde til Singapore.

/ritzau/

Dagens Gossip