Politiet: Fem bandemedlemmer kæmper i Syrien

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

Mindst fem personer med tilknytning til bandemiljøet deltager eller har deltaget i borgerkrigen i Syrien.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra Rigspolitiet, som er udarbejdet, efter at udvalget for udlændinge og integrationspolitik har spurgt justitsminister Karen Hækkerup (S), hvor mange bandemedlemmer der deltager i krigen.

Det fremgår videre af svaret fra Rigspolitiet, at alle fem bandemedlemmer har adresse i Danmark, og at fire af dem er danske statsborgere.

Rigspolitiet fortæller desuden, at der ud over de fem er enkelte deltagere i krigen, "som ikke kan siges at have en egentlig tilknytning til bandemiljøet, men dog alligevel en perifer relation".

Center for Terroranalyse (CTA) hos Politiet efterretningstjeneste har tidligere oplyst, at flere end 100 personer - både mænd og kvinder - er rejst fra Danmark for at deltage i krigen i Syrien, og at mindst 10 af dem er blevet dræbt.

- Vi har aldrig tidligere set så mange udrejste fra Danmark til en konfliktzone over så kort tid, som vi ser med Syrien, sagde chef for CTA, Søren Jensen, i sidste måned til Ritzau.

CTA vurderer, at mindst 10 af de over 100, der er rejst til Syrien, har kæmpet for den militante organisation Isil - Islamisk Stat i Irak og Levanten - der nu kalder sig Islamisk Stat efter at have udråbt et kalifat.

Målet med kalifatet er en religiøs stat, som skal udbrede en fundamental, sunnimuslimsk udgave af islam.

Organisationen var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak, men al-Qaeda har erklæret, at Islamisk Stat ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder organisationen for at bruge for meget vold og for at være "frafalden" eller "hedninge".

/ritzau/