Politiet fokuserer på højreekstremisme i sag om Jo Cox

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

Meget tyder på, at drabet på den britiske parlamentariker Jo Cox var et målrettet angreb, siger britisk politi.

Efterforskningen af motivet bag drabet koncentrerer sig om højreekstremistiske motiver, siger politichefen i West Yorkshire, Dee Collins, på en pressekonference.

Politiet fokuserer på, om den formodede gerningsmand har forbindelser til grupper på den yderste højrefløj og undersøger også, om han muligvis har en psykisk lidelse.

Den mulige forbindelse til ekstremistiske grupper er "en prioriteret linje i efterforskningen, som vil hjælpe os med at fastslå motivet for angrebet", siger politichefen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jo Cox, en 41-årig Labour-politiker og EU-tilhænger, blev dræbt ved et skudangreb torsdag middag i sin hjemlige valgkreds i Birstall i West Yorkshire i det nordlige England.

Hun var blandt andet kendt for at kæmpe for flygtninges rettigheder.

En 52-årig mand, som i britiske medier er identificeret som Thomas Mair, blev anholdt på gerningsstedet. Politiet er ved at afhøre ham om drabet, siger politichef Dee Collins.

Ved anholdelsen af den 52-årige mand beslaglagde politiet et skydevåben.

Tidligere har West Yorkshire-politichefen sagt, at den mistænkte menes at have handlet på egen hånd.

/ritzau/Reuters