Politiet forhandler med gidseltager i Ingolstadt

Ifølge tyske medier finder gidseltagningen, der begyndte klokken ni, sted samme dag som et planlagt besøg fra forbundskansler Angela Merkel. Hun er således ventet i den bayerske by mandag eftermiddag i forbindelse med sin valgkampsturné. Politiet mener dog ikke, at der er nogen umiddelbar forbindelse mellem gidseltagningen og besøget fra forbundskansleren.

Manden skal være bevæbnet, men det er uklart, hvor mange mennesker, han har i sin varetægt, lige som der heller ikke er meldinger om, hvilke eventuelle krav han stiller til forhandlerne.

Byens borgmester skal ikke være blandt gidslerne, men en af hans stedfortrædere menes at være i gidseltagerens varetægt.

Det er endnu uklart, om det planlagte Merkel-besøg bliver gennemført, men Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, oplyser til lokalmediet Donau Kurier, at gidslernes sikkerhed er »absolut førsteprioritet«.

Foruden gerningsmanden og hans gidsler er rådhuset evakueret, og politiet har afspærret et større område i byen.

Dagens Gossip