Politiet forlænger forbud mod at komme i rockerborg

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

Københavns Vestegns Politi har forlænget forbuddet mod at komme i rockergruppen Black Jackets' klubhus i Albertslund til 16. juni.

Forbuddet mod at komme i klubhuset i Værkstedsgården 9-11 blev indført 19. maj på baggrund af en række skudepisoder i Nordsjælland, København og på Vestegnen.

Skyderierne udspringer af en konflikt i det københavnske bandemiljø, og politiet vurderede, at Black Jackets var i fare for at blive udsat for et angreb.

Ifølge politiinspektør Svend Foldager mener politiet, at konflikten både handler om personlige opgør og kamp om narkotika-markedet.

Forlængelsen af forbuddet kommer "på baggrund af konkrete efterretninger" om, at "Black Jackets risikerer at udgøre mål i en akut bandekonflikt", skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Der er ved beslutningen lagt vægt på, at der i samme ejendom opholder sig medarbejdere fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune, hedder det videre.

Den 20. maj indførte Københavns Vestegns Politi desuden visitationszoner i dele af Albertslund og Høje Taastrup. De bliver ikke forlænget, da politiet mener, at de har haft den ønskede virkning.

Også Nordsjællands Politi har indført visitationszoner i områderne Vapnagård og Nøjsomhed i Helsingør, Egedalsvænge i Kokkedal og et område omkring Kongens Vænge i Hillerød. De gælder frem til 21. juni.

/ritzau/