Politiet frygter morgenkaos ved Lillebæltsbro

Lillebæltsbroen er tirsdag morgen lukket for trafik i vestlig retning på grund af et trafikuheld i løbet af natten.

Endnu har der ikke dannet sig større køer af biler ved broen, men det kan vare flere timer, før samtlige vejbaner i begge retninger bliver givet fri, og politiet ser derfor risiko for store trafikpropper i morgentimerne.

- Der skal forventes kødannelse og ventetid. Borgerne henstilles til at finde alternative ruter samt lytte til trafikradioen og udvise tålmodighed, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Vejbanerne mod Jylland bliver tidligst åbnet igen ved 7-tiden, vurderer politiet.

I øjeblikket er et enkelt vejspor i østgående retning farbar.

- Der udbrød i nat en kraftig brand i en lastbil, efter den var kørt op bag i en skiltevogn. Efter ulykken var trafikken i begge retninger indstillet, men nu er der åbnet et spor for de bilister, der kører mod Fyn og Sjælland, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Politiet har en formodning om, at nogle af hængebroens stålwirer blev beskadiget i forbindelse med den voldsomme brand.

Derfor skal eksperter nu undersøge ophænget for at se, om broen er svækket eller ustabil.

- I bedste fald kan trafikken være normal igen om cirka to timer. Kan vi gøre det hurtigere er det godt. Indtil videre er det ikke det store problem, fordi der ikke er mange trafikanter på vejene, men det kan blive helt tosset allerede om en time, siger vagtchefen ved 5-tiden.

- I øjeblikket er der ingen større køer, men nu, hvor der begynder at komme pres på og flere biler, så bliver det kaos, tilføjer han.

Trafikanter på vej mod Jylland bliver ledt ad den Gamle Lillebæltsbro, men den har slet ikke den samme kapacitet som nabobroen.

Politiet opfordrer også personbiler og mindre lastbiler, der kommer fra Jylland, til at benytte den gamle bro.

Der var tre personer i den lastbil, som kørte galt. Ingen er kommet alvorligt til skade, fortæller politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip