Politiet frygter for østjysk forældrepar og deres søn

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Der er desværre god grund til at være bekymret for, at der er overgået en 42-årig mand og hans forældre noget dårligt.

Det oplyser politiinspektør Jan Andersen, efter at betjente fra Østjyllands Politi har ransaget sønnens hjem i Uggelhuse ved Assentoft.

- Vi har fundet nogle ting, som gør, at vi er bekymrede. Hvad det konkret er, holder vi for os selv af hensyn til efterforskningen, siger politiinspektøren.

Østjyllands Politi valgte lørdag eftermiddag at efterlyse den 42-årige Lars Kragh og hans forældre, Kirsten og Jørgen Kragh på henholdsvis 69 og 74.

Det skete, efter at stærkt bekymrede pårørende siden torsdag forgæves havde forsøgt at få kontakt til dem. Typisk er de i daglig kontakt, forklarer Jan Andersen.

Det var på den baggrund, at politiet valgte at trænge ind i den 42-åriges hjem.

Jan Andersen fortæller, at lørdagens efterlysning har genereret flere henvendelser, som politiet nu arbejder videre med. Søndag eftermiddag er der imidlertid ikke noget afgørende nyt.

- Der er borgere, som synes at have set dem nogle steder, og det undersøger vi selvfølgelig. Foreløbig har det ikke givet os nogen nye spor.

- Men vi bliver ved med at håbe på, at borgerne giver os besked, hvis de mener at have set noget. Det er det, vi har at holde os til - ud over de tekniske undersøgelser, som vi kan lave, siger Jan Andersen.

Ud over de tre personer efterlyser politiet ægteparrets koksgrå VW Golf, der lørdag klokken ti skal være blevet set køre gennem Limfjordstunnelen ved Aalborg.

Politiet ved ikke, om ægteparret er sammen med deres voksne søn.

/ritzau/