Politiet går glip af vigtig viden under afhøringer

»Jeg synes, det er rigtigt, rigtigt ærgerligt, at man stadig benytter sig af den traditionelle afhøringsmetode,« siger tidligere efterforskningsleder for Rigspolitiets Rejsehold, Kurt Kragh, til Radio24syv.

I langt størstedelen af de danske politikredse foregår en afhøring ved, at efterforskeren skriver referat af afhøringen, mens den finder sted.

Det er på trods af at to undersøgelser fra Politiets Videnscenter har konkluderet, at efterforskerne på den måde kommer til at stille for mange ledende og lukkede spørgsmål, og at de afhørte ikke får mulighed for at fortælle frit og detaljerigt.

I begge undersøgelser anbefales politiet at gøre som i Storbritannien og Norge. Her skriver efterforskerne først rapport af afhøringen efterfølgende. Det gør de, fordi de optager afhøringen på en diktafon. Det betyder, at efterforskerne i langt højere grad kan koncentrere sig om at lytte efter og stille åbne spørgsmål under afhøringen.

»Det er et effektivt og succesfuldt arbejdsredskab. Vores efterforskere kan nu fokusere på den primære opgave, nemlig at afhøre og indsamle så meget information som muligt. Jeg synes, det er ærgerligt for dansk politi og det danske samfund, at man ikke optager afhøringer i Danmark,« siger Asbjørn Rachlew, ph.d i strafferet, forsker i justitsfejl og overbetjent ved Oslo Politi, til Radio24syv.

Ifølge Asbjørn Rachlew og andre forskere på området kan afhøringer også bruges i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvad den afhørte egentligt har sagt. Og er der mistanke om politivold under afhøringen, kan optagelsen hurtigt afsløre, om afhøringen er foregået tvivlsomt, eller om alt er gået efter bogen. Det skete for nyligt i en sag i Norge, hvor politiet blev renset for den tiltaltes anklager om politivold.

Men på trods af de mange fordele, er optage-metoden ikke blevet spredt til de danske politikredse.

Det er selvom, der har været adskillige opråb:

Europarådets Antitorturkomité anbefalede i 2008 den daværende regering at indføre optagelser af afhøringer. Det blev afvist af Rigsadvokaten.

Fyns Politi, der som en af de eneste kredse har fast praksis for optagelser, sendte samme år et notat til Rigspolitiet. Ifølge notatet er der kun fordele ved at indføre optagelser. Blandt andet, at alle nuancer kommer med under afhøringen.

For nylig beskrev Berlingske, at forsvarsadvokater ofte oplever, at der er fejl i afhøringsrapporterne af deres klienter.

Og tidligere efterforskningsleder i Rejseholdet, Kurt Kragh, mener at dansk politi bør gå i gang med at udarbejde retningslinjer:

»Helt bestemt. Det er jo ikke nyt for Rigspolitiet. Der er ikke noget til hinder for at komme i gang nu,« siger han.

Rigspolitiet har ikke ønsket at medvirke i interview, men kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, Carsten Andersen, sagde for nylig til Berlingske, at politiet lige nu ikke har nogen planer om at ændre praksis.

Dagens Gossip

Dagens TV