Politiet har anholdt knivstikker fra Aalborg: Manden er tidligere er dømt morder

En formodet gerningsmand til et knivstikkeri på Planet Pub i Aalborg søndag er blevet anholdt af politiet.

Manden, der er 43 år gammel, henvendte sig selv til politiet onsdag, efter at han var blevet efterlyst, oplyser Nordjyllands Politi.

- Han var stille og rolig ved henvendelsen til politiet, og han blev anholdt og kort efter kørt til Aalborg Arrest. Han vil i morgen (torsdag, red.) blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen i en pressemeddelelse.

Siden søndag har Nordjyllands Politi søgt efter den mistænkte gerningsmand til knivstikkeriet, der blev begået 1. februar på Planet Pub i Aalborg Øst.

Det fik politiet til at efterlyse manden i offentligheden med navn og adresse.

Manden blev beskrevet som værende kraftig af bygning, kronraget uden skæg og med blå øjne.

Nordjyllands Politi betegnede den 43-årige som farlig, og der blev derfor henstillet til, at man ikke selv tog kontakt til ham, hvis man genkendte ham.

Ifølge Ekstra Bladet er manden tidligere dømt for en række alvorlige forbrydelser. Blandt andet et drab på netop Planet Pub. Her var det dog ifølge avisen ikke en kniv, men en Winchester-riffel der blev brugt som våben.

Offeret var en 28-årig mand, og forbrydelsen kostede 12 år bag tremmer.

Den nu 43-årige blev dog prøveløsladt efter otte år og var året efter indblandet i et rockeropgør i Blokhus i Nordjylland. Derudover er han dømt for et voldsomt hjemmerøveri, hvor en 57-årig mand blandt andet blev tæsket med koben og jernrør, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/

Dagens Gossip