Politiet har snart identificeret knivstikkere

»Vi har sikret nogle overvågningsbilleder både fra togstationen og fra togstammen, og vi har talt med flere vidner, så vi regner med at have identificeret dem i løbet af kort tid,« siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk.

Den 30-årig mand bad natten til søndag fire personer om at holde op med at chikanere en togpassager i et S-tog på strækningen mellem Greve og Hundige. De fire mænd reagerede ved at stikke den 30-årige med en kniv. Kort efter gik politiet ud og efterlyste den unge mand, der blev chikaneret, og ham har politiet nu talt med.

»Han kunne bekræfte det, øvrige vidner har fortalt. Nemlig at de fire optræder provokerende over for flere passagerer,« fortæller vagtchefen.

Politiet håber, at de fire gerningsmænd selv går til politiet, men vagtchefen vil ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at offentliggøre billederne af dem i pressen.

»Vi tager et step af gangen. Vi opfordrer dem til at melde sig selv, og vi har endnu ikke gjort op med os selv, om vi vil offentliggøre billederne af dem. Hvis de læser det her, vil vi på det kraftigste opfordrer dem til at gå til politiet,« siger han.

»Nu skal vi have dem endelig identificeret, og så tager vi den derfra.«

Den 30-årig mand overlevede overfaldet og er blevet udskrevet igen, men ifølge politiet kunne det være gået meget værre. Han fik nemlig et dybt knivstik i skulderen og to overfladiske sår på halsen og ved øret.

Dagens Gossip

Dagens TV