Politiet har videooptagelser af attentatmand på Frederiksberg

Københavns Politi er fortsat ikke kommet nærmere et motiv til skudattentatet mod samfundsdebattør Lars Hedegaard tirsdag middag, men en stor gruppe politifolk er nu sat til at beskæftige sig med efterforskningen.

Det siger politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi, onsdag eftermiddag foran Politigården.

- Det politiske motiv er selvfølgelig oplagt, men vi undersøger alle tænkelige motiver, siger Jørgen Skov og præsenterer den task force, der nu er helliget arbejdet med sagen.

- Den består af flere grupper. En gruppe ser på alt det, der ligger før hændelsen, en gruppe ser på det, der er sket efterfølgende. Og så er der en gruppe, der tager sig af det mere tekniske, siger Jørgen Skov.

Sidstnævnte gruppe har fået til opgave at gennemse de videoer, der er optaget i området, og politiet efterlyser i den forbindelse også private videooptagelser fra dagene omkring attentatet.

- Vi har videooptagelser af en mand i en rød jakke, der løber fra stedet. Det er ikke gode optagelser, men nu skal vi have kigget dem grundigt igennem. Vi har kæmpestore mængder videomateriale fra busser, stationer, butikker og så videre, siger han.

Politiet vil meget gerne tale med vidner, der kan have set gerningsmanden søndag den 3. februar og mandag 4. februar omkring Lars Hedegaards hjem.

- Vi har et par vidner, der har set en person, der matcher gerningsmanden med mørkt krøllet hår og en rød postjakke i kvarteret omkring Pelargoniavej og Azaleavej, og vi vil gerne høre, om andre har gjort tilsvarende observationer.

- Vores vidner undrede sig over, at der gik et postbud rundt i området søndag og mandag formiddag uden post, men det er altså først efterfølgende, at de har reageret, siger Jørgen Skov.

I kølvandet på den uhyggelige oplevelse har Lars Hedegaard, der er formand for det omstridte Trykkefrihedsselskabet og kendt som en ivrig og stærk islamkritisk debattør, takket ja til politiets personbeskyttelse.

- Han er i Danmark - et sikkert sted, lyder det.

PET samarbejder tæt med Københavns Politi om efterforskningen af overfaldet på Lars Hedegaard og hans sikkerhed.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV