Politiet holder natbriefing efter dramatisk halvt døgn

Københavns Politi afholder natten til søndag klokken 04.00 en pressebriefing foran Politigården om status efter skyderierne i København.

Meldingen kommer efter en dramatisk nat, hvor tungt bevæbnede politifolk har indtaget Københavns gader i jagten på væbnede attentatmænd.

Lørdag eftermiddag angreb en mand et debatarrangement på Østerbro, hvor en 40-årig mand blev dræbt og tre politibetjente såret.

Skyderiet skete kort før klokken 16 ved kulturhuset Krudttønden, der ligger over for Parken på Østerbro i København.

Angrebet menes at være rettet mod den svenske Muhammedtegner og kunstner Lars Vilks, der var blandt gæsterne ved debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed".

Sent lørdag aften tog dagen endnu en dramatisk drejning, da en person blev ramt af skud i hovedet i Krystalgade i Indre By.

To betjente blev desuden ramt af skud i henholdsvis arm og ben.

Det er ifølge politiet endnu for tidligt at sige, om skyderiet i Krystalgade kan relateres til angrebet på Krudttønden.

Betjente og hundepatruljer har lørdag nat været massivt til stede i Indre By og ved samtlige søer, der adskiller Indre By fra blandt andet Østerbro, Nørrebro og Frederiksberg.

Nørreport Station blev ligeledes evakueret. Kort før klokken 04.00 oplyser DSB imidlertid, at alle tog igen standser på stationen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV