Politiet holder øje med Akkari-møde

Akkaris bemærkelsesværdige selvopgør i sidste uge, hvor han beklagede sin egen rolle i Muhammed-krisen, har allerede givet anledning til skarpe reaktioner og trusler, og derfor er Sydøstjyllands Politi opmærksomme på mandagens debatmøde i Kolding med deltagelse af Akkari. Det skriver B.dk.

»Der er rigtigt mange foredrag på Kolding Bibliotek, der overhovedet ikke interesser os. Men lige præcis det her møde har en vinkel, som gør, at vi er opmærksomme,« siger politiinspektør Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi til B.dk om debat-mødet, hvor Akkari for første gang stiller sig offentligt frem, siden han beklagede sin rolle i krisen i sidste uge.

Akkaris opgør har vakt opsigt, eftersom han i 2005 var talsmand for en række muslimske organisationer, heriblandt Islamisk Trossamfund, der protesterede mod de 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten trykte. Ud over rollen som talsmand under Muhammed-krisen var Akkari også deltager i den delegation, der rejste rundt i Mellemøsten med et krav om, at Danmark skulle komme med en officiel undskyldning, efter at tegningerne var blevet trykt.

Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen forklarer, at Akkari meget vel kan blive indrulleret sammen med tegneren Kurt Vestergaard, formanden for trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, og politikeren Pia Kjærsgaard (DF), som én af dem PET beskytter. Ikke bare på grund af deres holdninger, men fordi de på mange måder er et symbol på det danske demokrati.

»De er ikke bare under beskyttelse, fordi de hedder Akkari, Khader (Naser Khader, tidligere medlem af Folketinget for de Konservative, red.), Vestergaard eller Kjærsgaard. Det er et værn i forhold til det, PET beskytter, nemlig demokratiet,« siger han og understreger, at det er helt naturligt, hvis Akkari, der tidligere var en stærk kritiker af danske værdier, også kan blive beskyttet.

»Det karakteristiske ved det danske samfund er, at du ikke vægter holdningerne, men derimod værnet om de frihedsrettigheder, vi har,« siger han.

PET oplyser til Berlingske, at tjenesten løbende vurderer truslen over for personer, der måtte virke kontroversielle og af den årsag kan stå over for en sikkerhedstrussel.

»Det hører med til ordinære PET-opgaver at kigge nærmere på højt profilerede møder som det i Kolding,« siger Hans Jørgen Bonnichsen

Arrangøren af dagens debatmøde, den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S), oplyser, at der er stor interesse for dagens debatmøde på Kolding Bibliotek.

»Vi sætter 150 stole op, og jeg håber da, at der bliver udsolgt. Det er en vigtig debat om rummeligheden af vores demokrati. Jeg har været i dialog med politiet omkring sikkerheden ved mødet, og jeg har fuld tiltro til, at de træffer de nødvendige foranstaltninger. Men alene det, at vi skal diskutere sikkerheden understreger, hvor vigtigt sådan et debatmøde er,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Debatmødet starter klokken 19.

Dagens Gossip