Politiet i Dallas skærper sikkerheden efter anonym trussel

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Politiet i Dallas i den amerikanske delstat Texas oplyser lørdag lokal tid, at det har modtaget en anonym trussel rettet mod betjente i hele byen, skriver flere amerikanske medier.

Politiet er i alarmberedskab og har taget de fornødne forholdsregler og skærpet sikkerheden over hele byen. Det oplyser politiet i en e-mail.

Ifølge Dallas Morning News er en maskeret mand blevet set tæt på politiets hovedkvarter. Et øjenvidne siger til Reuters, at politiet er i gang med at kontrollere et parkeringshus tæt på hovedbygningen.

Det bekræfter politiet på Twitter.

- Betjente er ved at gennemsøge et parkeringshus og leder efter en mistænkelig person, skriver politiet på det sociale medie.

Samtidig er politiets hovedkvarter sat under skærpet bevogtning. Blandt andet skulle der være indsat køretøjer fra en specialenhed omkring bygningen. Lokale medier har rapporteret, at hovedkvarteret er i en såkaldt lockdown. Men det afviser politiet på Twitter.

Desuden oplyser ordensmagten, at der ikke er blevet affyret skud i forbindelse med episoden. Specialstyrker har dog "detoneret en anordning" for at komme gennem et hegn, lyder det.

På Twitter opfordrer politiet medier til ikke at sende direkte fra området.

CNN rapporterer fra byen, at det er "meget tydeligt", at sikkerheden er skærpet.

Blandt andet er flere politibiler end normalt synlige i området ved politihovedkvarteret. Adskillige patruljevogne skulle desuden holde stille i gaderne for at blokere trafikken.

Truslen er fremsat, to dage efter at fem medlemmer af byens politistyrke blev dræbt af en snigskytte i forbindelse med en demonstration mod politivold.

Den formodede gerningsmand blev dræbt, efter at han ifølge politiets oplysninger havde afvist at lægge sine våben og overgive sig.

/ritzau/