Politiet i Odense måtte løslade veludrustede mænd

To mænd fra Litauen, som i nat blev anholdt for forsøg på indbrud, er løsladt igen.

Efter endt afhøring måtte politiet droppe sagen, skriver Fyens.dk.

Som Dagens.dk tidligere i dag beskrev, så blev de to mænd på 40 og 44 år anholdt med udstyr i bilen til det helt store tyvetogt.

Sort tøj, elværktøjer, trappestiger, skiftetøj og sågar natkikkerter fandt politiet i de to mænds sølvgrå Passat.

De blev ved 02.30-tiden spottet og anholdt på en tankstation på Faaborgvej. Tidligere på aftenen havde en bemkymret borger ringet til politiet og fortalt, at de to mænd var i færd med at læsse bilen med alt, hvad indbrudstyve kan begære.

Men der var ingen tyvekoster i bilen. Og selvom den ene af mændene var kendt af politiet, og de to mænd - af politiet - blev betegnet som professionelle indbrudstyve, måtte de løslades.

- Men vi kan håbe, at vi dog har forhindret nogle indbrud. siger vagtchef Thomas Bentsen til Fyens.dk.

Mændene har fået deres bil og værktøj udleveret.

Dagens Gossip