Politiet i Paris affyrer skud mod bil før Tour-afslutning

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

Den franske avis Le Parisien skriver, at politiet omkring klokken 8.00 søndag morgen affyrede skud mod en bil, der forsøgte at køre gennem en barriere på Concordepladsen i det centrale Paris.

Barrieren var sat op i forbindelse med sidste etape af cykelløbet Tour de France, som senere søndag bliver afsluttet på Champs-Élysées.

Chaufføren i bilen kørte væk fra stedet - tilsyneladende med begge passagerer uskadte. De franske myndigheder har iværksat en eftersøgning af bilen.

Concordepladsen ligger centralt på den rute, som rytterne kører i Paris flere gange i forbindelse med afslutningen på cykelløbet.

- Der er tale om en mindre episode. Den var ikke rettet mod Tour de France, og der er ikke tale om terrorisme. Det var blot en simpel afvisning af at adlyde politiet, som det sker mange gange dagligt, siger en ledende politimand til Reuters.

Politifolk siger, at politiet skød efter bilen i et forsøg på at stoppe den, efter at den kørte væk fra en kontrolpost, som var opstillet for at omdirigere trafikken ved Concordepladsen.

Ingen menes at være kommet noget til ved episoden.

Der blev ikke affyret våben fra bilen, og politiet har ikke oplyst detaljer om, hvorfor politifolk valgte at åbne ild efter en øjensynlig banal trafikforseelse.

Tour de France, der bliver afsluttet på Champs-Élysées søndag eftermiddag, er omgærdet af et stort sikkerhedsopbud, og sikkerheden i Paris er generelt blev skærpet i de seneste måneder efter jihadisters massakre på 17 mennesker i forbindelse med terroranslaget mod det satiriske magasin Charlie Hebdo.

/ritzau/