Politiet i Tibetsag: Ikke et ord om ytringsfrihed

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

I en retssag om erstatning til en Tibet-aktivist spiller ytringsfriheden og forsamlingsfriheden ikke nogen rolle.

I hvert fald ikke ifølge Københavns Politi, som tirsdag i Københavns Byret afviser, at der skal gives en forhøjet erstatning til Thomas Goetz.

Han fik ikke mulighed for at vifte med et Tibet-flag under den kinesiske præsidents besøg i juni 2012.

Politifolk beordrede ham til at lægge flaget ned i Kongens Have og holdt ham bevogtet i en time og ti minutter.

Kun dette indgreb, altså frihedsberøvelsen, og intet andet bør dommer Mikael Kragh forholde sig til, lyder det.

- Om der var andre krænkelser af menneskerettighederne skal ikke afgøres her, fastslår advokat Henrik Nedergaard Thomsen, der repræsenterer ordensmagten.

Politiet har ydet Thomas Goetz en godtgørelse lige efter bogen og Rigsadvokatens takster, nemlig 2400 kroner.

Derimod siger aktivistens advokat, at beløbet skal forhøjes til 12.100 kroner. Det skyldes, at politiet med den ulovlige frihedsberøvelse også krænkede borgerens ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

- Det var et direkte planlagt overgreb mod Tibet-demonstranter, siger advokat Claus Bonnez.

Han finder støtte i en sag, som en mand anlagde mod Ungarn ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Han var blevet anholdt, da han ville vifte med et flag, der forbindes med nazister. Denne mands ytringsfrihed og demonstrationsret blev krænket, har domstolen i Strasbourg konkluderet.

I byretten får Thomas Goetz selv også ordet:

- Jeg tænkte, at det var min eneste chance for at møde den kinesiske præsident. Det var "once in a lifetime".

Frihedsberøvelsen oplever han som mere krænkende, end hvis politiet havde grebet ind af andre grunde.

- Det er forbløffende, at han kunne rejse hjem og sige, at han ikke så noget i Danmark, siger Goetz.

Dommen afsiges 14. juli.

Andre retssager om politiets indgreb forsøger politiet at få udsat. Begrundelsen er, at Tibet-kommissionen er blevet nedsat, og at Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker, om politifolk har overtrådt straffeloven ved at vildlede Justitsministeriet og dermed Folketinget.

/ritzau/