Politiet jagter fire mænd: Prostituerede bagbundet og røvet

Lørdag aften har tre prostituerede på henholdsvis 19, 27 og 30 år på et bordel i Lystrup ved Aarhus været udsat for et groft røveri.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Røveriet skete ved 22-tiden. Her vadede de fire mænd ind på bordellet. Kvinderne blev bagbundet og udsat for vold.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Det er sådan set en åben bygning, så gerningsmændene er bare gået ind. To af kvinderne bliver bagbundet. Den sidste bliver 'kun' slået. Mændene truer også verbalt, siger vagtchef Jesper Drejer til Dagens.dk.

Den ene af kvinderne var efterfølgende så medtaget, at hun måtte behandles på skadestuen.

Der er, ifølge vagtchefen, tale om østeuropæiske gerningsmænd.

- Det er de ting, de siger under røveriet, der gør, at vi er ret sikre på det, forklarer Jesper Drejer.

Røveriet var hurtigt overstået. Herefter blev politiet kontaktet. Det var blandt andre naboerne, som slog alarm.

Gerningsmændene stak fra stedet med et ukendt kontantbeløb og andre effekter, som politiet ikke ønsker at komme nærmere ind på.

Bordellet ligger uden for byen i et område, hvor der ikke bor så mange mennesker. Derfor er det småt med vidner, forklarer Jesper Drejer.

- Vi er lidt usikre på, hvordan de er kommet væk fra gerningsstedet. Derfor er vi meget interesseret i at høre fra vidner, der kan have set dem, siger han.

Sikkert er det dog, at mændene flygtede ad Rokhøj mod syd og videre mod Møgelbakken.

To af mændene beskrives således:

A: Mand, 35-40 år, 160-165 centimeter høj og fedladen af kropsbygning, sort kort hår, iført sort t-shirt.

B: Mand, 25-30 år, 175-180 centimeter høj og spinkel af kropsbygning, iført sort hættetrøje.

Dagens Gossip