Politiet jagter flere gerningsmænd efter påsat brand

Skrevet af admin

01/01/2014

Dagens topnyheder

Bornholms Politi har anholdt to mænd, der mistænkes for at have påsat en brand i en lejlighed i en etageejendom på Marie Kofoeds Vej i Rønne en halv time efter midnat natten til den 1. januar.

Lejlighedens 52-årige beboer blev indlagt med symptomer på røgforgiftning, efter at der udbrød brand i etageejendommen, og han var onsdag fortsat indlagt.

Politiet mener, at der er tale om en påsat brand, og mistanken retter sig mod en gruppe mænd mellem 15 og 20 år.

Allerede nytårsnat anholdt politiet tre mænd i sagen, og i løbet af onsdagen blev yderligere to anholdt.

De tre er løsladt igen, mens to fortsat er anholdt, mens politiets jurister vurderer, om de skal fremstilles i grundlovsforhør. Det sker i givet fald torsdag formiddag.

Ifølge DR Bornholm kom den 52-årige ved egen hjælp ud af den stærkt røgfyldte lejlighed.

Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, men ejendommens øvrige beboere måtte evakueres et stykke tid på grund af den kraftige røgudvikling.

Det er formentlig personlige stridigheder mellem de unge og manden i lejligheden, der ligger bag den påsatte brand, skriver DR Bornholm.

/ritzau/