Politiet: Juleindbrud er markant lavere i år

Skrevet af admin

26/12/2014

Mest læste i dag

Færre lange fingre har været på spil i juledagene i danskernes private gemakker, mens familier har siddet samlet over maden.

936 danskere havde anmeldt et indbrud i deres hjem ved midnat natten til 2. juledag siden 20. december. Det er et faldt på 24 procent i forhold gennemsnittet for de seneste fire år på samme tidspunkt i højtiden, viser tal fra Rigspolitiet offentliggjort fredag.

Sidste år var der med hele 1388 indbrud flest i perioden frem til 26. december.

Siden midnat og frem til fredag morgen klokken 7 har yderligere fem anmeldt et indbrud. Men det tal øges væsentligt, når folk kommer hjem og finder ud af, at der har været ubudne gæster.

Flest indbrud tegner Østjyllands Politi sig for med 117 anmeldelser siden 20. december, mens Nordsjællands Politi med 115 anmeldelser om indbrud ligger på en 2. plads.

I den anden ende af skalaen er bornholmerne sluppet billigst med et enkelt indbrud siden 20. december.

Det er først og fremmest let omsættelige varer, som for eksempel smykker, iPads, mobiltelefoner og bærbare computere, tyveknægtene går efter.

Det er ikke alle indbrudstyve, der er sluppet godt fra deres indbrudsforsøg juleaften. Flere kredse melder om anholdte personer i forbindelse med indbrud.

Flere politikredse indkaldte ekstra mandskab 25. december for at sikre en hurtig håndtering af de mange anmeldelser, der er kommet og kommer i løbet af juledagene.

/ritzau/