Politiet kender eftersøgt drabmand

»Vi har en begrundet mistanke til en bestemt person, som vi mener, er gerningsmanden til drabet søndag aften. Vi har siden natten til mandag kørt en målrettet efterforskning mod den pågældende person. Vi ved ikke, hvor han er, men vi leder efter ham på alle relevante steder,« udtaler politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Afdelingen for organiseret kriminalitet i en pressemeddelelse.

Men politiet er ikke det eneste, som kender identiteten på gerningsmanden. Københavns Politi har fået oplyst, at andre i Tingbjerg kender til den formodede gerningsmand - og at han ikke kun er eftersøgt af politiet.

»Med en talstærk politistyrke i området har vi indtil nu haft held med at forhindre en mulig selvtægt. Den trussel tager vi meget alvorligt, for det er ikke foreneligt med et retssamfund,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Politiet oplyser, at der var seks til otte personer til stede i området tæt på gerningsstedet, da skuddene blev affyret søndag. Men ingen af vidnerne har kontaktet Københavns Politi.

Det afvises fortsat, at skyderiet kan sættes i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet.

»Den person, vi søger, er efter vores oplysninger medlem af en bandegruppering i Tingbjerg. Vi mener fortsat, at der er tale om et internt personligt opgør,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Opfordringen til gerningsmanden fra politiet er klar: Meld dig, eller vi afslører din identitet.

»Vi vurderer, at den eftersøgte er farlig, og derfor kan vi af hensyn til eftersøgtes og befolkningens sikkerhed være nødsaget til at efterlyse ham med navn og billede, såfremt han ikke møder op eller vi pågriber ham,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Dagens Gossip