Politiet knalder narkobilister på få minutter

Tre minutter med en vatpind i munden og otte minutter i maskinen.

Så lang tid tager det for politiets nye narkometer at fastslå, om en bilist er påvirket af stoffer.

- Vi klarer den på nogle minutter ude på stedet, og så kan de køre videre, siger Per Knudsen fra færdselspolitiet i København, der har tester narkometeret i en måned.

Når bilisten stoppes, skal de væde en vatpind med spyt fra kindposerne i omkring tre minutter. Vattamponen får en blå farve, når der er nok spyt.

Så sættes vatpinden i maskinen i syv til otte minutter, før den kommer med et enten positivt eller negativt resultat for i alt syv forskellige stoffer.

- Jeg er sikker på, at folk hellere vil vente end at skulle en tur med på stationen og få taget en blodprøve, siger operativ leder Mogens Knudsen fra Færdselspolitiet i København

Det mobile apparat kan ifølge Københavns Politi spore kokain, opium, cannabis, amfetamin, metaamfetamin, metadon og nervemedicinen benzedrin.

Det er dog ikke bevis nok, at narkometret tester dig positiv.

- Det er ikke et bindende bevis. Det er vejledende ligesom et alkometer. Det tager et par minutter, men ved en positiv prøve skal man også have lavet en blodprøve, siger Mogens Knudsen.

Første gang narkometret afslører dig i trafikken med ulovlige stoffer i blodet koster det en ubetinget frakendelse af førerretten i tre år plus en bøde, som svarer til fire procent af bruttoårslønnen.

Anden gang hedder det fængsel i 10 dage og fem års ubetinget frakendelse. Tredje gang stiger fængselsstraffen til 20 dage, og bilen vil blive konfiskeret. En bil får man da næppe heller brug for, da man tredje gang mister kørekortet i 10 år.

Straffen for at køre bil under påvirkning af stoffer sidestilles derved med straffen for at køre med en alkoholpromille på 1-1,2.

Dagens Gossip

Dagens TV