Politiet kræver hjælp i kampen mod hashhandel

Skrevet af admin

14/10/2013

Mest læste i dag

Vi kan ikke bekæmpe hashhandlen alene.

Sådan lyder budskabet fra Københavns Politi efter 40 års kamp mod det euforiserende stof, som store dele af danskerne tilsyneladende ikke ser de store problemer i at fyre op for en gang imellem.

Og med den holdning i befolkningen er det stort set umuligt for politiet at få begrænset forbruget.

- Vi har arbejdet i 40 år med at dæmme op for hashen i Danmark, men vi må konstatere, at der fortsat er den samme efterspørgsel. Og så vil der selvfølgelig være et udbud og dermed kriminalitet, siger Thorkild Fogde, politidirektør for Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

Han efterlyser en samfundsdebat om, hvem der ryger hashen, og hvorfor der er så mange, der køber hash.

- Vi har set, at samfundsdebatten har været med til at begrænse antallet af tobaksrygere og forbruget af alkohol. Den debat har vi også brug for, når det drejer sig om hash, siger Thorkild Fogde.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), formand for Folketingets retsudvalg, erkender, at debatten om skadevirkningerne ved hash har været forsømt og efterlyser en kommission, der kan se på problemet.

- Jeg er ikke så naiv at tro, at politiet kan løse det her problem alene. Vi har nok haft en tendens til at koncentrere os om de hårde stoffer, men hashrygning er et meget større sundhedsmæssigt problem, siger hun til Jyllands-Posten.

Avisen har de seneste uger påvist, at der handles og ryges hash og skunk i alle dele af landet.

Samtidig viser den nyeste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af hashmisbrugere fra 2007 til 2010 er vokset fra 7000 til 11.000.

Men langt flere ruller sig en joint af de brune klumper.

Cirka en femtedel af de 16 til 24-årige har for eksempel røget hash indenfor det seneste år ifølge Jyllands-Posten.

/ritzau/