Politiet leder efter spor efter knivstikkeri i Hedehusene

Skrevet af admin

03/04/2016

Mest læste i dag

Politiet afspærrede søndag eftermiddag Hovedgaden i Hedehusene uden for København, mens politiets teknikere ledte efter spor efter et knivstikkeri tidligere søndag.

Det oplyser vagtchef Lars Guldborg, Københavns Vestegns Politi.

Gaden var spærret mellem de to indkørsler til Rundageren en times tid, men søndag ved 17-45-tiden meddelte politiet, at den var farbar igen.

Det var på Hovedgaden mellem de to indkørsler til Rundageren, at et skænderi mellem formentlig tre personer tidligere på dagen kammede over og endte med, at den ene blev stukket i ryggen.

- Det er tilsyneladende tre mænd, der kender hinanden, som er blevet uenige om et eller andet. Vi mener ikke, at det er bandeorienteret, siger Lars Guldborg.

Den sårede mand er en 28-årig mand fra København.

Våbnet var en spids genstand, som ifølge politiet kan være en skruetrækker. Det er blandt andet gerningsvåbnet, politiet leder efter i det afspærrede område.

Den 28-åriges tilstand er ikke kendt, men han er ikke umiddelbart i livsfare, oplyser Lars Guldborg.

Politiet har sidst på eftermiddagen søndag endnu ikke anholdt gerningsmanden til knivstikkeriet.

/ritzau/