Politiet leder ikke længere aktivt efter demente Grethe

I næsten en uge har 79-årige Grethe Ditlefsen været forsvundet, og der er stadig ingen spor af den demente kvinde, der forsvandt fra et plejehjem i Hjortshøj lørdag aften omkring klokken 22.30. Det skriver bt.dk.

»Vi har ledt efter hende alle tænkelige steder. Vi har ikke fået nye henvendelser, der kan pege os i en retning, hvor vi kan fortsætte eftersøgningen. Derfor leder vi ikke aktivt lige nu,« fortæller politiassistent Steffen Rousing fra Østjyllands Politi til bt.dk.

Eftersøgningen af Grethe Ditlefsen besværliggøres af, at den 79-årig kvinde ikke havde mobiltelefon eller hævekort med sig, så politiet kan ikke gå efter den type spor.

»Hvis vi bare vidste, hvilken retning vi skulle lede i, så ville vi naturligvis gøre det. Vi har haft mange folk ude og lede, der har været hjemmeværnsfolk ude og lede efter hende, og vores hundepatruljer har søgt efter spor. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke afgørende spor at gå efter,« siger Steffen Rousing.

På politistationen i Aarhus nager det betjentene, at Grethe Ditlefsen endnu ikke er fundet.

»Det er altid forfærdeligt, når et menneske forsvinder, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hun bliver fundet. Vores patruljer er jævnligt i området, hvor hun forsvandt, og når politihundene skal luftes, så tager vi dem med derud,« siger Steffen Rousing.

Politiassistenten understreger, at eftersøgningen ikke er indstillet.

»Det er korrekt, at vi ikke er ude og lede efter hende aktivt. Men vi har en medarbejder, der er ved at kigge videoovervågningsmateriale igennem, så vi har bestemt ikke opgivet sagen,« siger han.

Dagens Gossip