Politiet leder ikke mere efter 17-årig anoreksiramt pige: Moren opfordrer folk til at hjælpe datteren med at ringe hjem

Skrevet af Sol Stoffregen

06/01/2015

Mest læste i dag

For præcis en måned siden sagde 17-årige Mette Hoffmann fra Frederiksborg på Nordsjælland, at hun ville gå hen til naboens killinger. Og siden da har Mettes forældre ikke set deres datter, som lider af anoreksi og har brug for hjælp af sundhedsfagligt personale.

På trods af Mette har været væk siden 6. december sidste år, tyder meget på, at hun stadig er i live. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Læs også: Politiet leder stadig efter 17-årige Mette: Kan være i alvorlig livsfare

Nordsjællands Politi har fået flere henvendelser fra borgere, der mener at have set den forsvundne teenager, men det har endnu ikke givet pote.

- Vi ved ikke, hvor hun er. Der bliver ikke gjort noget i øjeblikket, for vi ved ikke, hvor vi skal lede, siger politikommisær Henrik Hattel fra Nordsjællands Politi til Frederikborg Amts Avis.

Mettes mor, Karina Hoffmann, er dybt frustreret over situationen, men hun kan godt forstå, at politiet ikke ved, hvor de skal lede efter hendes datter. Derfor håber den bekymrede mor, at folk vil reagere, hvis de ser Mette.

Læs også: Pårørende leder efter forsvundne Betty: Hjælp os med at finde vores moster

- Gå hen og sig: "Er du ikke Mette?", og tilbyd hende at hjælpe med at ringe hjem, lyder Karina Hoffmanns bøn til offentligheden.

Det er politiets, familiens og organisationen Missing People's teori, at den anoreksiramte teenager opholder sig hos nogen, der hjælper med at skjule hende.

Mette beskrives som dansk af udseende, meget spinkel af bygning og langt lyst hår. Hun var iført kort, sort dyne jakke med pelskrave, blå cowboybukser og brune vinterstøvler, da hun forsvandt.