Politiet mangler vidner til voldsomt overfald i Aarhus

Videoen viser et overfald på en 29-årig mand, der blev stukket adskillige gange med en skarp genstand. Overfaldet fandt sted 6. juli klokken 14.30 i Bispehaven.

Ni-ti personer - hvoraf flere var maskerede - overfaldt den 29-årige mand i hans bil. Han blev slået, sparket og stukket. Et af stikkene punkterede hans ene lunge.

Tre personer er varetægtsfængslet i sagen. Den ene blev anholdt dagen efter overfaldet, de to andre blev anholdt 10. juli. Men politiet leder stadig efter de øvrige seks-syv personer, som stadig er på fri fod.

»Vi har nogen mistænkte, men vi vil gerne have offentlighedens hjælp til at identificere de mistænkte og til at fastslå, hvad den enkeltes rolle er i overfaldet,« siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til bt.dk.

Politiet kender ikke motivet til overfaldet, og det 29-årige offer har nægtet at tale med politiet.

»Han forlod skadestuen, og siden har vi ikke set ham. Vi ved, hvem offeret er, men vi ved ikke, hvor han er nu. Dem, der arbejder med sagen, har både forsøgt at ringe til ham og besøge ham på hans hjemadresse, men han har ikke været til at komme i kontakt med,« siger Thomas Hinge.

Østjyllands Politi håber nu at høre fra personer, der kan genkende nogle af mændene på den offentliggjorte video. De kan henvende sig på telefon 114 eller 87 31 14 48.

Bispehaven ligger i umiddelbar forlængelse af Gjellerupparken og har tidligere været scene for uroligheder og kriminalitet. Området blev for nylig taget af listen over danske ghettoer, da regeringen ændrede kriterierne.

Dagens Gossip

Dagens TV