Politiet offentliggør billede af mulig voldtægtsmand

Skrevet af admin

17/10/2014

Mest læste i dag

Københavns Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden til en voldtægt 13. september på Amager.

Politiet har lagt et billede af manden ud på internettet. Derudover beskriver politiet ham som ikke etnisk dansk, taler dansk uden accent, 18-23 år, sort hår, glatbarberet ansigt, og at han virkede velsoigneret samt er cirka 170-175 cm høj,

Han er almindelig af bygning, og var iført kasket, hættetrøje, skjorte, bæltetaske på tværs af brystet og mørkt ur på venstre håndled.

- Vi håber, at der er nogen, som kan genkende gerningsmanden ud fra det særlige tøj, som han havde på, siger politibetjent Martin Johansen fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Det var en tur i byen, der 13. september tidligt om morgenen ved 06-tiden endte i et mareridt for en 20-årig kvinde, der blev overfaldet og slæbt ind i en baggård på Amager, hvor hun blev voldtaget.

Kvinden havde været i byen og kørte hjem med bus 5A til Amagerbrogade.

- Hun er på vej ind i opgangen, da hun bliver tiltalt af en mand, der kommer gående over mod hende. Han spørger, om hun har en cigaret. Kvinden giver manden en cigaret, og de taler lidt sammen.

Han spøger flere gange kvinden, om han må komme med op, og da hun gentagene gange afviser ham, bliver han voldsom og tager fat i hende, siger Jens Møller, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

Manden griber fat i hende og trækker hende ind i baggården, hvor han voldtager hende. Efter voldtægten stikker han af ad Store Krog i retning væk fra Amagerbrogade.

/ritzau/