Politiet offentliggør billeder i jagten på Bailey-tørstig pistolmand i Aabenraa

Skrevet af Michael Lauritsen

01/03/2013

Dagens topnyheder

Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu fotos i jagten på gerningsmanden bag et væbnet røveri i Aabenraa.

Samtidig beder det offentligheden om hjælp til at opklare sagen.

Manden røvede tirsdag den 26. februar Shell på Vestvejen i Aabenraa. Klokken 22.16 kom han løbende ind i forretningen.

Med en pistol truede han ekspedienten til at udlevere et mindre kontant beløb, en karton LR-cigaretter og en flaske Bailey.

Han havde selv en Lidl-plastpose med til udbyttet.

Efter røveriet løb manden mod Forstallé til en sti og videre mod Kongehøj Skole på Ladegårdsvej.

Signalement:

·        Mand

·        Intet om alder

·        Almindelig af bygning

·        Gik foroverbøjet – sandsynligvis for at dække over sin højde.

·        Taler dansk.

·        Iført en sort strikket elefanthue, en lys trøje, som muligvis er vendt på vrangen, og nyere hvide shox-sko, der er sorte under snørebåndene  og med sort sål.

Vidner bedes kontakte lokalpolitiet i Aabenraa via telefon 1-1-4.