Politiet offentliggør mord-mistænktes identitet

Det drejer sig om den 20-årige Musa Ozcan Sevim.

»Vi har en begrundet mistanke til den 20-årige mand, som, vi mener, er gerningsmanden til drabet søndag aften. Vi har siden natten til mandag kørt en målrettet efterforskning mod den pågældende person. Vi leder efter ham på alle relevante steder,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.

Ifølge politiet er Musa Ozcan Sevim medlem af Tingbjerg-grupperingen, og offentliggørelsen af hans navn kommer som forsøg på at hjælpe eftersøgningen af ham på vej. Politiet beskriver ham som cirka 180 centimeter høj, almindelig af bygning med kort, mørkt hår og muligvis med overskæg.

»I går (tirsdag, red.) appellerede vi til den mistænkte om at melde sig. Især af hensyn til hans egen sikkerhed, da vi var bekendt med, at bandemedlemmer fra Tingbjerg og LTF (bandegrupperingen Loyal to Familia, red.) ledte efter ham. Da vi ikke har hørt fra ham eller har været i stand til at finde ham på de steder, vi har ransaget, ser vi os nødsaget til at efterlyse den mistænkte på normal vis,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Det 17-årige offer blev dræbt med to skud i hovedet fra en ni millimeter-pistol. Ifølge politiet gik gerningsmanden helt roligt hen til sit offer, der ved 21.30-tiden sad og snakkede med to kammerater på nogle bænke af sten ved torvet på Ruten i Tingbjerg.

Her rettede gerningsmanden fra ganske kort afstand - cirka en meter - sit våben mod den 17-åriges hoved og trykkede to gange på pistolens aftrækker. Han pådrog sig livstruende kvæstelser af de to skudlæsioner, og døde den følgende nat kort efter klokken 03 på Rigshospitalets Traumecenter.

Selv om den eftersøgte gerningsmand ifølge politiet er registreret som bandemedlem fra LTF-lejren i Tingbjerg, har efterforskerne fra starten ikke troet på, at skuddrabet var en del af den igangværende bandekonflikt.

Offeret var nemlig ikke kendt som bandemedlem, og boede ligesom den nu efterlyste Musa Ozsan Sevim selv i Tingbjerg. Derfor er der efter politiets opfattelse snarere tale om en form for personligt opgør, selv om det præcise motiv stadig er en gåde for politiet.

Dog er politiet fuldt opmærksomt på, at den 17-årige havde personlige relationer til både medlemmer af Loyal To Familia og Tingbjerg-gruppen.

»Klubmedarbejdere og ansatte ved skolerne i Tingbjerg har gjort en meget stor indsats for at få eventuelle vidner til at kontakte politiet. Det er vi meget taknemmelige for, men det har ikke hjulpet endnu. Vi ved, at der var minimum seks til otte personer tilstede i området tæt på gerningsstedet. Desværre har ingen af disse personer rettet henvendelse til Københavns Politi. Heller ikke vidnernes familie eller pårørende,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

»Vi betegner den efterlyste som farlig. Hvis nogen mener at have set ham eller måske kender hans opholdssted, vil vi meget gerne høre om det. Borgere skal ikke selv prøve at pågribe den efterlyste, men bedes kontakte politiet,« siger Steffen Thaaning Steffensen.

Dagens Gossip