Politiet og kommuner bekæmper bander sammen på Vestegnen

Partnerskabsaftalen blev underskrevet på Herlev Rådhus onsdag formiddag af politidirektør Kim Christiansen og borgmestrene Thomas Gyldal Petersen (S) fra Herlev, Gladsaxes Karin Søjberg Holst (S) og Jesper Würtzen (S) fra Ballerup.

Kommunerne og politiet har i forvejen siden foråret arbejdet tæt sammen, fordi den voldelige bandekonflikt har plaget kommunernes boligområder.

»Vi har set god udvikling siden maj, og nu har vi aftalt at fastholde, forstærke og udvikle indsatsen mod banderne,« siger politidirektør Kim Christiansen.

Blandt andet vil partnerne forsøge nye måder at forebygge kriminaliteten på, så unge ikke bliver hevet ind i bandemiljøet, ligesom det eksisterende samarbejde i etablerede banderåd og Exit-programmer fortsat bliver plejet.

Med indsatsen i de udsatte boligområder vil partnerne også have fat i de lokale kræfter, som kan hjælpe, forklarer politidirektøren.

»Vi vil samle alle gode lokale kræfter i boligområder med bander i en fælles indsats. De skal kende fakta og vide, hvad vi gør, og hvordan de kan bidrage. Omvendt vil vi gerne høre deres oplevelser, idéer og ønsker,« siger han.

Partnerskabet er foreløbig aftalt til at køre frem til 2016 med et formandskab, som skifter mellem kommunerne. Herlev har formandskabet til 2015.

Dagens Gossip