Politiet om Aller-rapport: Vi finder selv vores beviser

Politiet har ingen planer om at gå rettens vej for at få fat i rapporten om den interne advokatundersøgelse, som bladkoncernen Aller har fået lavet om Se og Hørs brug af den såkaldte tys-tys-kilde, der skaffede bladet kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.

Det fastslår politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi, der står for den politimæssige efterforskning af sagen, hvor foreløbig otte personer og bladhuset selv er sigtet.

- Vi læner os ikke op ad en intern undersøgelse, som virksomheden selv har fået lavet. Vi finder selv vores beviser, siger Bent Isager-Nielsen til Ritzau.

Aller fremlagde fredag hovedkonklusionerne i den interne advokatundersøgelse, og i kølvandet på undersøgelsen har koncernen fredag fyret tre medarbejdere og uddelt skriftlige advarsler til tre andre.

Samtidig har bladhuset besluttet at mørklægge rapporten fra advokat Henrik Stagetorn og revisionsfirmaet PwC, der har lavet undersøgelsen af Se og Hørs arbejdsmetoder. Det sker af konkurrencehensyn og for at beskytte medarbejderne, har virksomheden oplyst.

Det betyder, at politiet heller ikke får undersøgelsen at se. Medmindre politiet får landsretten til at gennemtvinge, at den skal udleveres. Men det har politiet ikke tænkt sig.

- Det har vi ingen planer om. Vi laver en strafferetslig undersøgelse, og vi skaffer os selv de oplysninger, vi har brug for, siger Bent Isager-Nielsen.

Han har ingen kommentarer til de oplysninger om den interne undersøgelse, som kom frem fredag.

Allers topchef, Pål Thore Krosby, har oplyst, at han er chokeret over omfanget af Se og Hørs ulovlige systematiske overvågning af kendte og kongelige. Ifølge ham dokumenterer advokatundersøgelsen ulovligheder, regnskabsrod, mulige skatteproblemer og svigt på flere niveauer.

/ritzau/

Dagens Gossip