Politiet ophæver afspærring af truet skole i Nørresundby

Nordjyllands Politi ophæver afspærringen af Gl. Lindholm Skole i Nørresundby.

Det sker, efter at adskille patruljevogne blev sendt til skolen, som tirsdag klokken 09:43 modtog en trussel, hvor en ukendt mand via 112 oplyser, at "der kommer en og dræber elever på Gl. Lindholm".

Politiet vil dog fortsat være synlige på skolen resten af dagen, skriver politiet på Twitter.

- Alt var roligt på skolen, da vi nåede frem. Intet voldeligt har fundet sted, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.

- Seneste nyt er, at vi har undersøgt skolen, og der intet mistænkeligt er fundet. Vi efterforsker på højtryk. Så meget kan jeg love. Men vi har ikke yderligere lige nu, siger Henrik Skals i en meddelelse lidt over middag.

Truslen, der i formiddags blev ringet ind til skolen, blev foretaget af en mand, og det er blandt andet det spor, som Nordjyllands Politi er i færd med at undersøge. Ingen er anholdt i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip