Politiet opklarer færre indbrud end tidligere

Der går længere og længere imellem, at lovens lange arm får fat i kraven på en indbrudstyv. Det viser nye tal fra Rigspolitiet. Men samtidig bliver der også begået langt færre indbrud.

Når politiet finder frem til en formodet gerningsmand bag et indbrud, så bliver der rejst sigtelse mod vedkommende. Det gjorde politiet knap 2000 gange i første halvår af 2015. I samme periode sidste år rejste politiet knap 900 flere sigtelser.

Antallet af sigtelser er ikke et nøjagtigt udtryk for, hvor mange indbrud der bliver opklaret. Men antallet af sigtelser regnes for at være det nærmeste, man kommer et målbart udtryk for politiets succes.

Unøjagtigheden skyldes, at det for eksempel kan ske, at politiet tager fejl og sigter en person, som sidenhen viser sig at være uskyldig. En sigtelse kan også dække over en række indbrud og dermed flere opklarede sager.

Ser man på antallet af sigtelser i forhold til antallet af anmeldte indbrud - det tal, man kunne kalde for opklaringsprocenten - så går det også ned ad bakke for ordensmagten.

Det viser beregninger, som Ritzau har foretaget.

De knap 2900 sigtelser for indbrud, som politiet rejste i første halvår 2014, svarer til en opklaringsprocent på 16,7, mens de knap 2000 sigtelser, som politiet rejste i første halvår i år svarer til en opklaringsprocent på 13,8.

Ser man på opklaringen af indbrud over perioden fra 2012 til 2014, er billedet det samme. Den gennemsnitlige opklaringsprocent i den periode - når man udelukkende ser på første halvår - ligger på 16,4, altså 2,6 procentpoint højere end opklaringsprocenten nu.

De nye tal fra Rigspolitiet afslører også gode nyheder. Der er nemlig langt færre, som anmelder indbrud - hvilket politiet ser som et udtryk for, at der bliver begået færre indbrud.

I første halvår af 2015 blev der anmeldt 14.424 indbrud, hvilket er knap 3000 færre end samme halvår sidste år. Det vækker tilfredshed hos rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

- Der er god grund til at glæde sig over tallene. I en tid hvor politiet også skal prioritere bevogtningen af en række steder i København højt, så er det positivt, at den kriminalitet, der er helt tæt på borgerne, fortsætter med at falde, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip