Politiet opruster indsats mod tiggere

Antallet af tiggere i København og andre større byer i Danmark er steget markant over de seneste år.

Det vurderer både Københavns Politi og de hjemløses landsorganisation over for Avisen.dk.

- Flere af vores lokalafdelinger oplever en stigning i antallet af tiggere. Og jo flere der tigger, jo mindre bliver tabuet i det, og det gør, at flere begynder at tænke - "når de kan, så kan jeg også", siger Ask Svejstrup, sekretariatsleder i de hjemløses organisation, Sand.

Også Københavns Politi melder om en markant stigning i tiggernes synlighed på gaden.

- Flere af vores kolleger har oplevet en kraftig stigning i de sidste par år. De oplever, at synligheden var markant større i 2013 end i 2012, siger Kjeld Farcinsen, der er leder af udlændingekontrolgruppen i Københavns Politi til Avisen.dk.

Han peger desuden på, at det primært er udlændinge fra Østeuropa, der står for stigningen.

For at komme problemet til livs udvider Københavns Politi nu indsatsen over for det tiggeri, der foregår ulovligt - såkaldt betleri.

En række aktioner sidste år rejste 43 sager, og den indsats var så vellykket, at Københavns Politi nu udvider aktionsperioden fra tre til fem måneder med start i maj.

/ritzau/

Dagens Gossip