Politiet på Bornholm jagter kvinde bag groft overfald på 16-årig

»Vi ved, hvem gerningsmanden er, og hun vil blive sigtet for kvalificeret vold, altså efter den grove voldsparagraf,« siger vagthavende hos Bornholms politi til bt.dk.

Den 20-årige kvinde er mistænkt for at have overfaldet en kun 16-årig pige lørdag nat mellem klokken 2.00 og 3.00 på Palæ Cafeen i Store Torvegade.

Her slog hun i følge politiet den 16-årige ti gange i ansigtet med knytnæver, hvorefter hun spændte ben for hende og fortsatte volden med at sparke pigen fire til fem gange i hovedet.

Under den brutale vold blev offeret ramt én eller flere gange i højre øjeæble, der svulmede så kraftigt op, at hun mistede synet på øjet midlertidigt. 

Om skaden er permanent, ved politiet endnu ikke.

Den 16-årige fik også trykket nogle ribben og pådrog sig også en hjernerystelse under overfaldet.

Politiet efterlyser vidner, som har set selve episoden, der skete på dansegulvet på 1. sal. 

Skaden var så alvorlig, at pigen blev akut overført til Glostrup Hospital på Sjælland.

Dagens Gossip