Politiet: Penkowa begik dokumentfalsk

Tværtimod vil det ifølge Københavns Politi kunne bevises, at hun forfalskede en række dokumenter, som hun i 2003 afleverede til Københavns Universitet, skriver Weekendavisen på sin hjemmeside.

Dokumenterne var ifølge Penkowa udstedt af rottelaboratoriet RRRC og bar laboratoriets logo, men de er falske, fastslår politiets advokaturchef, Per Justesen, i en redegørelse til Københavns Universitet, som Weekendavisen tirsdag har fået aktindsigt i:

»Vedrørende brugen af dokumenter, der fremtræder som stammende fra RRRC, kan jeg oplyse, at det efter min opfattelse under en straffesag vil kunne bevises, at dokumenterne er falske,« skriver han i redegørelsen, som både universitetet og Penkowa har modtaget.

Alligevel meddelte Penkowa søndag på sin hjemmeside, som blev citeret af alle førende danske medier:

»Efter massiv mediemæssig interesse gennem en årrække, er jeg rigtig glad for omsider at have fået mit navn renset, og jeg ser frem til at lægge sagen bag mig.«

Politiet meddeler i redegørelsen, at man ikke vil rejse straffesag mod Milena Penkowa. På den baggrund udtalte hendes advokat, Kaare Pihlmann, i weekenden, at Penkowa sandsynligvis vil rejse et erstatningskrav, og han forklarede:

»Det er klart, at det at gå fra at være en mediedarling til at være en offentlig prygelknabe ikke er omkostningsfrit. Derfor er hun glad for at få renset sit navn, så hun kan komme videre med sit liv og sin forskning.«

Men ifølge Weekendavisen er Penkowas navn ikke blevet renset.

Tværtimod har politiet vurderet, at det er muligt at føre bevis for dokumentfalsk. Opgivelsen af straffesagen skyldes alene, at falskneriet er forældet. Ifølge straffeloven forældes dokumentfalsk nemlig efter fem år, og der gik mere end syv år, før universitetet efter et tip fra Weekendavisen opdagede, at dokumenterne måtte være falske.

Ifølge straffeloven udvides forældelsesfristen til ti år, når der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter.

»Jeg har imidlertid ikke fundet, at det med den fornødne sikkerhed kan bevises, at den begåede dokumentfalsk er af særlig grov karakter, hvorfor forholdet efter min opfattelse er forældet,« skriver politiadvokat Per Justesen

Han forventer derfor ikke at kunne få Penkowa dømt ved en domstol, da hun kun har begået »almindelig dokumentfalsk«.

Dagens Gossip