Politiet ransager Fredens Ark på Christiania

Københavns Politis Task Force Pusherstreet slog tidlig torsdag morgen til og ransagede flere steder i Fredens Ark på Christiania.

Politiet havde mistanke om, at hashsælgere og hashleverandører i Pusherstreet brugte bygningen som lager.

- Aktionen forløb stille og roligt, oplyser vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen. Aktionen fandt sted mellem klokken 06.40 og 08.18.

- Vi har beslaglagt en del effekter, så det kommer til at tage noget tid, før vi har et endeligt resultat.

- Jeg kan dog foreløbig oplyse, at der er beslaglagt et kontant pengebeløb på 512.000 kroner, flere sække og tasker med joints, skunk og "plade hash" og to knojern. I Pusherstreet er der desuden fundet tre stk. slagvåben.

Ved aktionen blev tre personer anholdt, da de fra en lejlighed i Freden Ark smed 2,5 kg hash og 2,5 kg skunk ud af vinduet. Desværre lige ud i armene på politiet.

De tre er nu sigtet for salg af hash og løslades igen senere torsdag.

Tirsdag konfiskerede politiet 6,7 kilo hash, 2,4 kilo skunk, 1570 joints og andre hashprodukter samt 109.943 kroner på Christiania.

Politiet anholdt fire personer i forbindelse med aktionen. Tre er sigtet for hashsalg og blev løsladt senere tirsdag. Den fjerde, der var efterlyst af Skat og fogeden, blev lidt længere i politiets varetægt.

Da politiet mødte op i Pusherstreet tirsdag, forlod flere pushere i hast deres boder, hvorfra politiet konfiskerede hash og kontanter.

Aktionen varede knap en time, og da politifolkene var på vej ud af Christiania igen, blev de mødt med modstand fra en gruppe maskerede personer.

De maskerede kastede diverse genstande mod politiet. En betjent blev ramt på hjelmen af en flaske.

For at sikre politifolkenes tilbagetrækning blev der anvendt tåregas mod de maskerede.

/ritzau/

 

Dagens Gossip