Politiet roser Roskilde-gæster for rolig festival

Skrevet af admin

02/07/2016

Mest læste i dag

De sidste koncerter af årets Roskilde Festival løber af stablen natten til søndag, og politiet er ikke bleg for at rose gæsterne for en særdeles rolig festival.

Det fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi er meget tilfredse med, hvordan festivalen er forløbet. Når man tænker på, at man støver 130.000 mennesker sammen på forholdsvis lidt plads, så synes vi, at det er imponerende, at vi ikke har haft mere at lave, siger han.

- Det skyldes nok to ting. Den ene er, at festivalen er fantastisk godt organiseret, men så er der også en stor selvjustits blandt gæsterne. Det er meget imponerende, tilføjer Carsten Andersen.

Natten til lørdag afgik en 20-årig kvinde ved døden under årets Roskilde Festival. Dødsårsagen er endnu ikke afklaret og forventes ikke at blive det inden for den nærmeste fremtid.

- Det er meget tragisk, og det skygger lidt for alt andet, men generelt har det været en meget rolig festival, siger han.

Politiet hæfter sig særligt ved, at antallet af tyverier på campingområdet er på det laveste niveau i mange år. Til og med lørdag klokken 14 har politiet modtaget 127 anmeldelser. Til sammenligning lå tallet sidste år på 783 for hele festivalen.

- Der kan jo sikkert være mange grunde til, at tallet er så lavt i år. Men vi har haft meget fokus på det her område, og så tror vi også, at der er mange, der er blevet bedre til at passe på deres ting, siger Carsten Andersen.

Danske The Minds of 99 spiller klokken 02 natten til søndag på Arena, mens det amerikanske band LCD Soundsystem lukker og slukker Orange Scene klokken 01.

/ritzau/