Politiet rydder Forum Horsens efter bombetrussel

Skrevet af admin

24/03/2016

Mest læste i dag

Forum Horsens blev torsdag aften tømt for publikum, efter at en mand havde indtelefoneret en bombetrussel.

Ifølge vagtchef Bent Hedeager Nielsen, Sydøstjyllands Politi, er knap 2000 personer blevet sendt ud og kørt til en hal i nærheden.

- Lige nu undersøger vi stedet. Vi er næsten færdige og har ikke fundet noget mistænkeligt, siger Bent Hedeager Nielsen.

Bombetruslen blev indtelefoneret klokken 17:50 til vagtcentralen. På det tidspunkt havde aftenens arrangement været i gang i en lille time.

De cirka 2000 publikummer deltog i et vietnamesisk musikarrangement.

Direktør i Forum Horsens Jørgen Juul oplyser, at de er kørt til Stensballehallen.

- Vi forventer, at de kommer tilbage til Forum Horsens, så snart politiet er færdig med undersøgelsen, siger han.

Efter planen skal arrangementet slutte klokken 01:30.

Ifølge Jørgen Juul forløb det i god ro og orden, da publikum blev bedt om at forlade stedet.

- Alle tog det roligt. Nu venter vi på, at politiet giver grønt lys til, at publikum kan komme tilbage, siger Jørgen Juul.

/ritzau/