Politiet: Savnet mand fra Præstø er fundet livløs

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

En 43-årig mand, der tirsdag eftermiddag blev fundet livløs i havnebassinet i Præstø, er død, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Manden var sidst blevet set mandag aften omkring klokken 22.40, og han er meldt savnet i morges klokken 07.05, fortalte Søren Østervig, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligere tirsdag til Ritzau.

Den 43-årige mand var fra Præstø, og han forsvandt efter et værtshusbesøg mandag aften.

Tirsdag ved middagstid blev hans træsko og telefon fundet på Præstø Havn. På baggrund af det fund besluttede man at udvide eftersøgningen med en helikopter. Få timer senere blev han fundet livløs på bunden af havnebassinet.

- Vi ved ikke, hvad der er sket. Umiddelbart er der ingen, som har set noget, siger vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge vagtchefen er der intet, som tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse.

/ritzau/