Politiet sigter 60-årig geværmand for trusler på livet

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Den mand, som tirsdag eftermiddag skød mod en patruljevogn i Horsens og siden forskansede sig i sin lejlighed, vil onsdag klokken 13 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Det siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, der er leder af lokalpolitiet i Horsens, til Ritzau.

- Han er blevet afhørt, men han kan ikke rigtig give os noget motiv. Han har dog bekræftet hændelsesforløbet, siger vicepolitiinspektøren.

Der er ifølge Lars Peter Madsen ikke noget, der tyder på, at den 60-årige mand var påvirket af alkohol eller stoffer. Han er heller ikke i forvejen kendt af politiet.

- Han bliver sigtet for at anvende et særligt farligt skydevåben, for trusler på livet mod politiet og for hærværk mod en patruljebil, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet blev tirsdag eftermiddag kaldt til Centerparken i Horsens efter fundet af en mistænkelig kasse. Kassen viste sig at være harmløs, men da betjentene ville opsøge manden, der angiveligt havde efterladt den, affyrede han to skud fra et gevær.

- Han rettede geværet mod betjentene, men affyrede det mod deres bil, fortæller Lars Peter Madsen.

Et af skuddene ramte en patruljevogn, hvorefter manden flygtede ind i sin lejlighed. Det fik politiet til at spærre området af og evakuere de nærmeste beboere.

Det lykkedes dog politiet at få talt manden ud af sin lejlighed, og derefter blev der foretaget en fredelig anholdelse.

Den 60-årige mand bor alene i sin lejlighed.

/ritzau/