Politiet sigter flere for trusler mod Zenia Stampe

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Flere personer er nu blevet sigtet for at true den radikale politiker Zenia Stampe på livet.

Det skriver politikeren på sin Facebook-profil.

Ifølge Zenia Stampe var det en af hendes Facebook-venner, der anmeldte truslerne, som blev fremsat i den højreorienterede gruppe "Det nationale Danmark".

- Der var en, der havde skrevet, at jeg skulle aflives, og en anden, der med et pistol-ikon viste, at jeg skulle skydes, skriver Zenia Stampe på Facebook.

Ifølge politikeren blev hun ringet op af en betjent, som fortalte hende, at politiet havde identificeret personerne bag truslerne, at de var blevet afhørt og altså nu sigtet i sagen. Det er så op til anklagemyndigheden, om der på et tidspunkt skal rejses tiltale mod dem.

Den radikale politiker er rørt over, at en Facebook-ven har anmeldt truslerne uden at fortælle hende om det, og at politiet nu har rejst sigtelse mod personerne bag truslerne.

- Tak til politiet!, skriver hun og fortsætter:

- Jeg troede efterhånden ikke, at der var andet at gøre end at udvikle hård hud. For de her trusler er jo efterhånden hverdag for mig og mange andre - og de konkrete trusler hører jo ikke engang til de værste.

Da hun nu har oplevet, at det nytter at melde trusler til politiet, vil hun fremover gøre det, hvis hun igen skulle blive udsat for noget lignende.

Zenia Stampe ønsker ikke at udtale sig om sagen, ud over det hun har skrevet på Facebook, oplyser hun til Ritzau.

/ritzau/