Politiet skammer sig over vidners forhold

En rocker springer fra miljøet og vælger at vidne mod sine gamle brødre. Det lyder umiddelbart beundringsværdigt, men det er ikke noget, som belønnes.

Faktisk må kriminelle vidner afsone under strenge forhold, mens dem, de skal vidne mod, har adgang til træningscenter og hygge med deres medindsatte.

Vi straffer dem, der hjælper os, lyder det nu fra flere efterforskere fra afdelingerne til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Det skriver Fagbladet Dansk Politi.

- Nogle gange kan der gå to år, før de personer, som de skal vidne mod, kommer for retten. Vi kæmper hårdt for at holde gejsten højt hos dem og bevare deres tillid, når de sidder dybt skuffede i et lille arresthus. Vi kan godt mærke, at de er tæt på at fortryde, siger Bo Vium og Tage Lundgaard, der er efterforskere i afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Østjyllands Politi.

Problemet er, at de kriminelle, der vælger at vidne mod bander og rockere, har brug for meget sikkerhed, og ikke ret mange steder kan tilbyde det.

Derfor rykkes vidnerne rundt mellem små arresthuse, nogle gange under skiftende navn og med arrestantrettigheder. Det betyder, at de er låst inde 23 ud af døgnets 24 timer og ikke må have social omgang med andre.

De må heller ikke bruge de mange tilbud om eksempelvis uddannelse og træning, som andre fanger har.

Værst af alt er måske den usikkerhed, der følger med. Vidnerne kan komme til at vente i arresthuse i flere år, fordi sagen mod dem, de skal vidne imod, er længe undervejs.

Samtidigt ved de aldrig, hvornår de kan blive rykket videre, eller hvornår der er en ende på deres afsoning.

Politiet frygter, at de kummerlige forhold for vidnerne vil være med til at afholde flere fra at hjælpe politiet med at vidne.

I Kriminalforsorgen kalder man problemet en 'kattepine'. Men der kan ikke gøres meget, før Folketinget giver flere penge til området, lyder det.

Kilde: Fagbladet Dansk Politi

 

Dagens Gossip