Politiet slår hårdt ned på narkopåvirkede bilister

»Vi har fået langt mere fokus på problemet med bilister, som er påvirket af stoffer. Betjentene er blevet mere opmærksomme på at opdage tegn på narkopåvirkning, og vi har fået bedre muligheder for at teste bilisterne,« siger vicepolitiinspektør Jørn Pakula Andresen fra Rigspolitiets færdselsafdeling til avisen.

Færdselsbetjente er siden 2008 blevet uddannet i at opdage tegn på, at en bilist er påvirket af euforiserende stoffer. Desuden har politiet siden 2011 haft narkometre, så politiet via en spytprøve med stor sandsynlighed kan afgøre, om en bilist har stoffer i blodet.

Op mod halvdelen af narkobilisterne bliver anholdt i København. Det skyldes ikke mindst indsatsen mod hashhandlen på Christiania, hvor den særlige Task Force Pusherstreet blandt andet går efter hashkøberne.

Siden 2012 har straffen for at køre med euforiserende stoffer i blodet i førstegangstilfælde været knap en halv månedsløn i bøde og tre års ubetinget frakendelse af kørekortet, skriver Politiken.

Seniorforsker Inger Marie Bernhoft fra DTU Transport sår tvivl om, hvorvidt straffen svarer til forseelsen:

»Den trafiksikkerhedsmæssige risiko er mindre ved kørsel med hash i blodet end ved kørsel med en høj alkoholpromille«.

Justitsminister Morten Bødskov (S) mener ikke, at straffen er for hård.

»Jeg mener kun, at man kan tage afstand fra folk, der kører bil med hash eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet,« siger han til Politiken og understreger, at Folketinget har vedtaget en nultolerance over for kørsel med hash og andre stoffer i blodet.

Dagens Gossip