Politiet slår til i sag om kædesvig for 40 millioner

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Ved en aktion i en sag om kædesvig for mere end 40 millioner kroner foretog politiet tirsdag flere ransagninger i København og har anholdt fire mænd.

- Vi har ransaget seks forskellige steder og anholdt fire personer, fortæller vicepolitiinspektør Henning Schmidt fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

Mindst to, men muligvis tre af de anholdte vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om, at de varetægtsfængsles.

- I grundlovsforhører vil vi bede om lukkede døre, så det er begrænset, hvor meget jeg kan sige om sagen, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet har efterforsket sagen i halvandet år, før man tirsdag valgte at skride til ransagninger og anholdelser.

Svindlen er angiveligt foregået i flere brancher, blandt andet rengøringsbranchen.

Der har i de senere år været flere større sager om kædesvig, der går ud på, at bagmændene gemmer sig bag et uigennemskueligt net af selskaber og underleverandører for at sløre skatte- og momssvig samt brug af sort arbejdskraft.

/ritzau/