Politiet slår til mod rockere efter uro

Skrevet af admin

26/02/2014

Mest læste i dag

De seneste dages uro i rockermiljøet har fået politiet til at slå til mod rockerne flere steder i og omkring København.

Den seneste konfrontation foregår mellem Hells Angels og AK81 på den ene side og det seneste skud på rockerstammen Satudarah, der oprindeligt blev startet i Holland, på den anden.

Konflikten brød ud i lys lue natten til søndag i sportsbaren Lions & Barrels ved Parken i København, hvor der blev affyret adskillige skud og tre rockere blev såret af knivstik. En 19-årig er som den eneste fængslet for at have skudt under opgøret.

Tirsdag blev flere medlemmer af Satudarah så forsøgt kørt ned i København og Nordsjælland og flere rockere blev anholdt i forbindelse med de noget usædvanlige overfald.

Satudarah holder til i et hus på Laurentsvej i Bagsværd. Det var tidligere klubhus for banden Værebros Hårde Kerne, der mere eller mindre er smeltet sammen med Satudarah.

Onsdag morgen valgte Københavns Vestegns Politi så at slå til mod klubhuset i Bagsværd.

- Vi er gået ind med en dommerkendelse for at ransage huset, og årsagen er de sidste dages uroligheder samt en mistanke om, at der var våben på stedet, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson i en pressemeddelelse.

Og mistanken viste sig at holde stik, idet politiet fandt fem slag- og stikvåben i klubhuset, blandt andet økser, totenschlægere og en stor kraftig lygte.

12 personer, der var til stede i huset, blev anholdt, men bortset fra en enkelt, som var efterlyst, blev de alle løsladt igen.

Desuden har Nordsjællands Politi anholdt "et stort antal rockere", der onsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør, sigtet for forsøg på vold, skriver TV2 Nyhederne på sin hjemmeside.

Det er uvist, hvor mange rockere det drejer sig om, ligesom politiet ikke vil oplyse de nærmere omstændigheder i sagen.

- Vi standsede nogle biler i går (tirsdag, red) og har i den forbindelse vurderet, at de kan have været ude for at tage del i den eksisterende konflikt, som vi ser i øjeblikket, siger vicepolitiinspektør Morten Kaare Pedersen blandt andet til tv2.dk.

Endelig fremstilles fem medlemmer af banden Loyal to Familia onsdag eftermiddag i grundlovsforhør i København.

Det har dog tilsyneladende ikke noget med konflikten at gøre, da de er sigtet for at sælge hash i Folkets Park på Nørrebro.

/ritzau/