Politiet smadrer bilrude for at redde baby - står tilbage med røde ører

En baby svøbt i et tæppe på forsædet af en bil, som holdt på en parkeringplads foran et hospital, fik politiet til at reagere.

De smadrede ruden, men opdagede hurtigt, at de havde begået en stor fejl. Det skriver Mirror.

De to redningsmænd fandt nemlig en meget virkelighedstro dukke på forsædet og stod tilbage med røde ører, da det gik op for dem, hvad de havde smadret en bilrude for at redde.

- Da jeg kom ud til bilen, så jeg, at vinduet bag føresædet var blevet smadret, og at der var glas ud over sæderne. Jeg syntes, at det var mærkeligt, og så fandt jeg beskeden fra politiet, hvor der stod, at jeg skulle ringe til dem, fortæller bilens 20-årige ejer Delesia Rattray fra Dudley i Storbritannien.

Da kvinden ringede til politiet, fortalte de, at de havde troet, at dukken på forsædet var en baby. Nogen havde ringet til dem for at anmelde situationen.

Politiet ankom, og nogle sygeplejerske fra det nærliggende hospital var enige i, at der var tale om et levende barn. 

- Dukken ser ret ægte ud - som en baby, der er få måneder gammel, men hvis du kigger på hænderne, som ikke var inde i tæppet, og fødderne, så kan man se, at den ikke er levende, siger Delesia Rattray.

- Men jeg kan godt forstå, at de brød ind i bilen, hvis de virkelig troede, at det var en baby, tilføjer hun.

Politiet er siden gået med til at betale 900 kroner til Delesia Rattray, så hun kan få ruden fixet.

De har desuden undskyldt over for familien, men de fastholder støtten til de to betjente, der greb ind og smadrede ruden i en situation, som de mente, var kritisk.

- Den utroligt livagtige dukke var svøbt i et tæppe, hvor kun toppen af hovedet var synligt. Farven på hovedet virkede underlig, hvilket gav de meget erfarne betjente grund til at handle, lyder forklaringen fra politiet.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV