Politiet søger svar på mor og datters dødelige spring

Skrevet af admin

16/10/2015

Dagens topnyheder

To mænd var torsdag aften til stede i en lejlighed i Høje Taastrup, da en 36-årig kvinde fra lejlighedens altan sprang i døden med sin knap toårige datter i favnen.

Umiddelbart mistænker politiet dog hverken mændene eller andre personer for at være skyld i den tragiske hændelse, siger politikommissær Hans Tonnesen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

- Vi forsøger at finde ud af, hvad der er sket. Men vi går ud fra, at kvinden har begået selvmord og taget pigen med sig i døden, siger politikommissæren.

Politiet fik anmeldelsen om tragedien klokken 21.11. De to mænd, der var i lejligheden, blev derefter taget med til afhøring på stationen.

- De er blevet afhørt om, hvad de har oplevet og har nu fået lov at gå, siger Hans Tonnesen fredag formiddag.

Han ønsker ikke at fortælle, hvad mændene har fortalt. Deres relation til de afdøde ønsker han heller ikke at oplyse.

Fast står det dog, at politiet endnu ikke har lukket sagen.

- Vi leder stadig efter et motiv. Vi bliver nødt til at snakke med dem, der er i kvindens omgangskreds for at finde ud af, hvad der er gået forud for det her, siger politikommissæren.

Natten til fredag fortalte vagtchef Brian Munck til Ritzau, at kvinden ikke havde adresse i lejligheden, der ligger i bebyggelsen Taastrupgård.

Selv om politiet arbejder ud fra en teori om selvmord, har efterforskere været på stedet for at sikre spor, hvis sagen skulle tage en drejning.

- Når vi ikke har det fulde overblik, tager vi vores forholdsregler. Vi behandler gerningsstedet og de implicerede, så vi er klar til at starte en drabssag op, hvis det bliver nødvendigt, sagde vagtchefen.

Han fortalte desuden, at der ikke var fundet et afskedsbrev fra kvinden. Men det vil Hans Tonnesen ikke bekræfte.

I minutterne efter kvindens spring blev der ydet førstehjælp, men forsøget på at redde deres liv viste sig altså at være forgæves.

/ritzau/