Politiet søger vidner til cirkustelt-ulykke

Lokalpolitiet i Kalundborg efterlyser vidner samt fotos og video, der kan fortælle noget om, hvad der skete lige op til, at et cirkustelt fredag styrtede sammen ved et firmaarrangement i Kalundborg.

Ved ulykken kom ni personer til skade. De fleste slap med lettere skader, men lørdag var to fortsat indlagt.

Den ene er til observation for hjernerystelse, den anden for hoftebrud. Resten er udskrevet efter behandling for diverse knubs, oplyser vicepolitikommissær Martin Kofoed fra lokalpolitiet i Kalundborg i en pressemeddelelse.

Cirkusteltet, der var et festivaltelt fra Cirkus Arena, styrtede formentlig sammen, da vinden fik fat i det.

Turnéchefen i Cirkus Arena, Klaus Jochumsen, har oplyst, at det var et par kraftige vindstød, der trak pælene i den ene side af teltet op af jorden.

Fredag aften og i løbet af lørdagen har politiet i samarbejde med Rigspolitiets Kriminaltekniske Sektion (KTS), Arbejdstilsynet, Statens Byggeforskningsinstitut og geologiske eksperter arbejdet på at klarlægge årsagen til sammenstyrtningen.

Der er blandt andet taget jordbundsprøver, som skal vise, om den forankring og de spyd, der holdt teltet, havde de rette dimensioner, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Om nogen skal sigtes i sagen afgøres først, når konklusionen på de tekniske undersøgelser foreligger, og der kan godt gå lang tid.

Teltet var lejet ud til en firmafest i energivirksomheden Seas NVE, hvor omkring 500 gæster, fortrinsvis pensionister, spiste og overværede en cirkusforestilling.

Det var midt under et nummer med elefanter, at teltet styrtede om.

De festende gæster måtte forlade teltet over hals og hoved. De blev samlet i busser og kørt til et pårørendecenter, der blev hasteoprettet i en nærliggende fritidsklub.

Nogle måtte forlade deres ejendele i det sammenstyrtede telt, og dem har politiet nu bragt i sikkerhed. De udleveres fra lokalpolitiet mod personlig henvendelse, oplyser Martin Kofoed. Fra næste uge vil Seas NVE bistå med at få leveret ting tilbage.

Folk, der har oplysninger eller fotos og video fra teltpladsen, kan henvende sig til politiet på 114.

/ritzau/

 

Dagens Gossip